Mari Ringnes Gløtberget
«Paa vestre Side af Fiorden Sperilden her i Aadalens Annex ligger en indhegnet Sætervold som helde mod Fiorden, hvorpaa staar en Sæterbod og et Foderlade 150 Skridt op fra Fiordstranden, og et Fæehuus øverst paa Vaalden omtrent 350 Skridt fra Fiorden.»
Slik starter vitnemålet fra de mystiske hendelsene som fant sted i Ådalen på Ringerike høsten 1839. 23 år gamle Rønnaug Olsdatter og drengen Ole Simensen på 17 år var stasjonert på Holtesætren, eller Brændsæteren som den også ble kalt. Her skulle de passe dyrene til eieren Erik Holte. Nedtegnelsene av vitnemål etter disse tre, samt tjenestejenta Sigrie Torkildsdatter og kirkesanger Gulbrand Buttingsrud, kan fortelle at det over flere dager i perioden 21. september til 11. oktober ble kastet stein i veggen på setra og mot vinduene.
Avhøret er etter all sannsynlighet utført av Helge Olsen Skaugstad (1798-1874) som var lensmann i Ådal i perioden 1825-1870. Han var bosatt på gården Gunbjørrud som også ligger på vestsiden av innsjøen Sperillen i Ådal. Slik begynner vitnenes forklaring:
Den 24d Sepbr om Aftenen ved Afdagstider – som antages at være omtrent Kl: 8 – forklarede Rønnaug Olsdatter og Ole Simensen at de hørte, der først blev kastet eller slaaet i Ruderne en Gang, og de efter noget i den to Gange som om en ville komme ind, siden blev der kastet i nedre Buevæg og Loftet en lang Stund og under Kastningen hørte de udenfor en Dunder som om 2 Mennesker skulle flyve omkring Sæterboden. Omtrent Kl: 9 a 10 blev alt roligt og det sidste de hørte, var som at en kom flyvende nedover Volden fra Fæehuset til Boden.
Steinkastingen fortsetter og etter at det uforklarlige levenet har foregått over mange dager tar Rønnaug affære:
Den 28d Sepbr sendte Pigen Rønnaug Bud Hjem til Gaarden Holte, som ikke ligger længere end omtrent ¼ Mil fra Sæteren, til sin Huusbonde Erik Holte om, at han maatte komme ud til Sæteren, for om muligt at opdage hvem der hele Tiden holdt alle disse Spæktakler som foregik (…)
Den 30d Sepbr: i Skumringen om Aftenen erindrer Pigen Rønnaug og Drengen Ole, var der allene begyndte Steenkastningen atter og da var eller blev den sidste Glasrude i Vinduet itukastet. Ved Afdagstider omtrent Kl: 8, kom Erik Holte, Kirkesanger Buttingsrud og Tjenestedrengen paa Holte Gulbrand Olsen ud til Sæteren og blev liggende der til Kl: omtrent var 11, uden at høre den ringeste Kastning. De begav sig da paa Hjemveien, men var ikke kommen længere end et lidet Støkke ud paa Fiorden, forinden Pigen kom ud og raabte dem tilbage og sagde, at Steenkastningen var begyndt strax de havde forladt Sæterboden. De reiste da tilbage igjen og laae der om Natten (…)
Vitnemålets nøkterne form gir lite rom for subjektive tolkninger av opplevelsene. Kun Rønnaugs ene uttalelse sier noe om hvordan hendelsene ble forsøkt forklart: «thi det faldt hende ikke ind andet, end der absolut maatte være Mennesker som fløi der og kastede Steener ind til dem». Det vites ikke om Erik Holte eller andre nevnte sambygdinger som også var til stede deler denne tolkningen. Om Holte vil beskytte egen eiendom mot materiell skade eller om han opplever at det er noe overnaturlig i gjære – uansett grunn; han ser behovet for forsterkninger og trommer sammen en gruppe av bygdefolket. Bevæpnede og kampklare begir de seg mot Holtesæteren:
Erik Holte og Kirkesanger Buttingsrud fremstod derpaa og forklarede sig eenstemmig, saaledes: at de denne Aften ved Afdagstider kom til Sæteren i Følge med Huusmanden Torsten Kittelsen, John Størksen, Nub Nubsen og Tjenestedrengen Gulbrand Olsen alle bevæbnet med Sabler og skarpladte Geværer. Erik Holte gik da allene ind i Sæterboden, som han fandt var øde for Folk, og de andre 5 Personer tog tilfendig[?] Post omkring Boden paa forskjellige Stæder, hvor de blev staaende saalænge de kunde udholde det, for det stormende Regn, som denne Aften rasede, men hverken Erik eller de som stod udenfor hørte da nogen Kastning.
Alle Personer gik da ned igjen til Sæterboden hvor Erik Holte var, og da begyndte Steenkastningen ind om Vinduet straxt igjen (…) Imedens Kastningen foregik afskjød John Størksen et Skud og der … … [uleselig] du og … … [uleselig] Kastningen og i det samme Skudet var afgaaet, begyndte en saa svær Kastning i den øvre og vestre Buvæg at hele Boden ristet sig. John ladte straxt sit Gevæhr igjen og skjød ud gjennem Melkebuegluggen som var paa den Væg Kastningen da foregik, men Kastningen vedvare og en Steen eller som de syntes en Helle, blev kastet ind igjennem Gluggen som blev skudt ud af og denne Steen eller Helle, faldt ind i en Vindue i Melkeboden saa det pladsket i Vandet. Om Morgenen gik de omkring Sæterboden, men kunde ikke opdage det ringeste Spor af Steenkast i nogen Stok, uagtet Kastene ved andre Leiligheder pleier vise sig i Stokkene om end ogsaa smaae Steen bliver kastet imod Væggen.
Flere personer fra bygda tar turen til Holtesætren de neste dagene. Bevæpnede holder de vakt og observerer i håp om å komme nærmere en forklaring på de mystiske hendelsene. Fremdeles holder kastingen fram, uten at bygdefolket kan forklare hvem eller hva som står bak.
Den 11d Ocbr reiste Erik Holte ud til Sæteren, for at slaae nogle Fiæler for det ituekastede Vindue. Imedens Erik kom reisende udover Fiorden hørte og saae Pigen Sigrie og Drengen Ole at der blev kastet mange store Stener ind om Vinduesgluggen og den ene af disse ituslog en liden Gryde som stod ved Mi[d]tvæggen. (…) Derefter blev indkastet en saa stor Steen, at en Mandsperson ved almindelige Kræfter, har nok med at Løfte den op til Hofterne paa sig (…) Vinduesgrin[d]ene blev ogsaa ved denne store Steen itukastet og faldt ind i Gjelden i det samme Erik kom i Lendet. Alt dette foregik imedens Solen var oppe (…) Erik blev liggende paa Sæteren denne Nat og en Stund efter det var bleven mørkt, hørte han et Slag som af et Steenkast i et Bandstubber han havde slaaet for Vinduesgluggen.
En oppklaring av steinkastingen på Holtesætren er ikke kjent. I en gjengivelse av historien i Ådal 1814-1914. Et hundreårs skrift skriver imidlertid forfatter Hans Hegna at det Erik Holte, tjeneste- og bygdefolket trolig hadde vært utfor var gode, gammeldagse skøyerstreker. At hendelsene omtales både i vitnemål og litteratur som en spøkelseshistorie illustrerer samtidig at det som skjedde var mystisk og fryktinngytende nok til at noe overnaturlig ikke kunne utelukkes.
Samtidig er historien om hvordan avskriften av forhørsprotokollen har havnet i Norsk Folkeminnesamling et lite mysterium i seg selv. Her opptrer også et galleri av personer med svært interessante forbindelser. Sammen med avskriften ligger nemlig et brev signert lensmann Helge Skaugstad på Gunbjørrud 30. mars 1842. Brevet er adressert proprietær L. Borchgrevink, som etter alt å dømme er Leonhard Christian Borchgrevink (1778-1845). Borchgrevink var forlikskommisær i Norderhov og slik sett ikke en usannsynlig bekjent av lensmann Skaugstad. Brevet lyder:
S: T:
Her Proprietair L: Borchgrevink!
Herved fremsendes indsluttet den belovede Spøgelseshistorie, som ved Leilighed kan sendes mig tilbage. Min venligste Tak aflægges herved for Deres sidste Godhed mod mig.
Deres ærb: forbundne
Gundbjørud 30 Marts 1842.
H Skaugstad
Ettersom spøkelseshistorien og brevet var arkivert sammen under Skaugstads navn var det i utgangspunktet rimelig å tro at avskriften av forhørsprotokollen er Skaugstads egen. Dette forklarer imidlertid ikke hvordan dokumentene har funnet veien til Norsk Folkeminnesamling. Her kommer lærer og organist Jens Martin Kristofersen inn i bildet. Kristofersen (1824-1908) var huslærer hos lensmann Skaugstad på 1840-tallet og bodde da på Gunbjørrud. Ved en fantastisk tilfeldighet var også Gunbjørrud gården der P. Chr. Asbjørnsen losjerte når han var på reise i Ådal. Kristofersen kunne mange eventyr og sagn, og slik gikk det til at han ble en av Asbjørnsens sentrale samlere og informanter i Ådal.
Samtidig som at vi holdt på å dykke ned i spøkelseshistorien fra Holtesætren kom vi i en annen sammenheng tilfeldigvis også over to brev mellom Kristofersen og Asbjørnsen, hvor – hold deg fast; spøkeriet på Holtesætren er nevnt! Asbjørnsen må ha fått nyss om hendelsen under sine besøk i Ådal. Og det er klart at han må ha fattet interesse for en etterforsket lokalsak som attpåtil hadde elementer av folketro – som seg hør og bør for en folkeminnesamler. I begge brevene til Kristofersen etterspør han spøkelseshistorien. Først i 1847 og senere i 1848:
Ligeledes var det mig overmaade meget om at gjøre snarest muligt at erholde en Udskrift af de Forhør der ere optagne i Anledning af Steenkastningen i Brenna eller Holtesæteren. Hvis De viser Sorenskriveren disse Linier tillader han Dem vist at udskrive det af Protokollerne. (28. september 1847)
Mener De det skulde være muligt hos Skriveren at faa en Udskrift af Forhørsprotokollen angaaende Stenkastet i Holtesæteren eller Brenna? Hvis Tiden og Omstændighederne tillader det, vilde jeg være Dem meget taknemlig om det log sig gjøre (27. januar 1848)
De to brevene fra Asbjørnsen er gitt til Norsk Folkeminnesamling av Kristofersens datter, Inga Kristofersen, sannsynligvis ikke lenge etter arkivets opprettelse i 1914. Det videre spørsmålet er hva som kan være sammenhengen mellom disse, avskriften av vitneavhøret og Skaugstads brev til Borchgrevink. Kan alt på et tidspunkt ha vært i hende på Inga Kristofersen før hun leverte det til arkivet? I en omtale av Kristofersens relasjon til Asbjørnsen og deres korrespondanse i Syn & segn fra 1931 står det nemlig at avskriften av vitneavhøret i Norsk Folkeminnesamling er gjort av Kristofersen, ikke av Skaugstad.
Dette åpner for nye spørsmål rundt sammenhengene mellom dokumentene og de involverte personene. Hvis avskriften er gjort av Kristofersen og var ment å sendes til Asbjørnsen, hvor er da dokumentet som skulle oversendes Borchgrevink? Og hvilken rolle spiller egentlig han her? Hadde han bare en generell interesse av saken eller er han en mellommann som skulle bringe dokumentet videre på en av sine reiser som proprietær og handelsmann?
Her kan det spekuleres i det uendelige og noen spørsmål forblir trolig ubesvarte. Om det noen gang var et spøkelse på Holtesætren eller om det kun var snakk om pøbelstreker får vi heller aldri vite. Men takket være en bevart skriftlig nedtegnelse av det vitnene opplevde, samt tilhørende brev med uviss sammenheng, kan vi fortsette å undres over det hele og dele historien med flere. Kanskje sitter du som leser på en mulig forklaring eller flere opplysninger?
En stor takk til Erik Henning Edvardsen for uvurderlig hjelp med transkripsjon av originalkildene!
Kilder og litteratur:
NFS Skaugstad, Norsk Folkeminnesamling, Universitetet i Oslo.
Brev fra Asbjørnsen til Kristofersen 28. september 1847 og 27.januar 1848 i NFS Asbjørnsens brevsamling, Norsk Folkeminnesamling, Universitetet i Oslo.
Hegna, Hans. Ådal 1814-1914. Et hundreårs skrift. Drammen: Fremtidens trykkeri, 1957.
Lid, John. «Ein folkeminnesamlar frå 1840-åri» i Syn & segn 1931 Vol 37: s. 306-314.
